Når selvrespekten sidder i håret!

Ved du, at når du vil ændre noget, må du ændre selvopfattelse?

Når jeg ikke kan holde mund 

Udover at afholde workshop, så holder jeg meget af at give mentoring. Ja, jeg ved godt, at det hedder coaching, men jeg kan altså ikke holde min mund, og så er det jo ikke coaching.

Nu har jeg så haft denne fantastiske kvinde til mentoring og hold da op, hvor hun flyttede sig. Jeg kunne næsten ikke følge med.

Skal – Skal ikke?

Vi var rundt om mangt og meget, heriblandt nogle ret tunge ting i Susannes liv. I den sidste session sagde Susanne: “Jeg har længe drømt om at blive klippet korthåret, men jeg kommer altid fra frisøren med kun et par centimeter klippet af!!!!” og med irritation i stemmen sagde hun så: “arghh! og så bliver jeg SÅ SUR på mig selv.”

Hun fortalte, at hendes frisør altid kæmpede med at holde saksen i ro, når hun klippede hende. Kunne hun dog bare få lov til at klippe det kort og friskt, så hendes kunde ikke gik fra salonen med gammelkone hår, som alligevel altid blev sat op i en knold bagpå.

Jeg skubbede lidt til Susanne, “Joo”, sagde hun til mig, “jeg vil da godt overveje, om det skal klippes kort næste gang”.

Det handler om selvopfattelse – hvis du vil skabe ændringer

Hvis du vil ændre noget, må du ændre din selvopfattelse. Hvad enten det er dig som person privat, på arbejde eller en hel afdeling. Vi kan proppe nok så mange kurser og coachinger på, men hvis vi ikke sørger for at ændre selvopfattelsen, vil “det gamle” måske være sat ud af spillet for en kort stund blot for så at vende tilbage.

Så at gøre eller lære noget nyt uden at ændre overbevisninger eller arbejdskulturen vil kun efterlade os med en undren over, at det ikke virkede. Vi skal ind og have fat i vores tanker og overbevisninger, for det er her, vi finder nøglen til vores selvopfattelse. Så næste gang du gerne vil ændre noget, så prøv at lægge mærke til, om du har fat i, hvordan du tænker, og hvilken ændring der skal til her. Dette gælder også for arbejdspladser.

Klik herfor at læse 53 ord om, hvorfor vi skal passe på vores tanker. Men læs nu videre om Susanne, som nu var ved at handle på en ny selvopfattelse.

Toppen af hovedet

Et stykke tid senere skrev jeg til Susanne for at spørge til toppen af hovedet. Helt tilfældigt var det en 1 time, før hun skulle til – ja netop – FRISØREN!!!!

Vi havde lidt korrespondance frem og tilbage, og beslutningen blev stadig ikke taget. Den blev først taget, da hun sad i stolen – altså i frisør stolen, selvom det nok føltes ligesom den elektriske.

Og så tog f….. ved damen

Det skulle være løgn, ikke om hun endnu en gang ville svigte sig selv. Og frisørens saks klippede og klippede til den var næsten helt sløv af al det arbejde. “Nu vil jeg ikke tage mere”, sagde frisøren, “selvom det vil være pænt med 2 cm. mere. Du skal jo også have lov til at vænne dig til det, så kan vi tage de sidste 2 cm næste gang, hvis du synes”.

Ikke tale om

“DU KLIPPER BARE” lød det kommanderende fra Susanne. Hun var in command. Nu var det ikke vanen, frygten eller hvad andre tænkte, der bestemte. Nu var det Susanne selv, der fulgte sit ønske om at være tro mod sig selv og klippe de bånd, som havde bundet hende.

Men så var der lige det med manden og hans syn på kvindelighed!

Begejstringen var aldeles ikke udtalt, da Susanne kom hjem – nu ligner man jo ofte en puddelhund, når frisøren lige skal runde klipning af en med kunstnerisk omgang med føntørre og lakdåse, og Susanne var ingen undtagelse. Han ville skilles, men Susanne satte en fod i gulvet, for hvem var han gift med, hende eller håret. Susannes mand hviskede ud mellem tænderne “jeg kender pitbull terriere, som hvæser mindre end dig” og begyndte så at grine.

Når man kan blive klippet korthåret, så kan man også…..

Da jeg efterfølgende fik muligheden for at blive interviewet til lokal TV, ville jeg gerne have Susanne med, så hun kunne fortælle, hvad hun havde fået ud af mentoring hos mig. Det skulle hun da lige sådan tænke over, for det var godt nok en grænse, som skulle overskrides. Susanne tænkte i sådan cirka en 2 timers klipnings tid, og så var hun tilbage med meldingen: “Hvis jeg kan blive klippet korthåret, så kan jeg også stille op til et interview”, og sådan blev det.

Mange hilsner,
Mari-Ann Stavnshøj / NytPerspektiv ©

NytPerspektiv Mari-Ann Stavnshøj - Blog Selvrespekt

Leave a Comment:

Få mere overskud i hverdagen nemt og hurtigt med HeartMath