Så hold dog op med at slæbe på alle andres tasker. Du er ikke et pak-æsel!

Hvem tager taskerne?

Det gør Mari-Ann.

Hvorfor?

For det gør hun altid!


Øhh? Det lyder måske som en besynderlig dialog, men det var sådan, det var.


Som barn, slæbte jeg altid taskerne for andre, når vi skulle på spejderlejr, i skolen, til gymnastik osv.


Men hvorfor dog det? Var det fordi, jeg var stærk? Det kan jeg ikke løbe fra, men den virkelig grund var, at jeg gerne ville ses og anerkendes. De skulle sige: ”Ihh, hvor er du sød”, eller ”Nej, hvor er jeg glad for, at du hjælper mig”, og så ville de lukke mig ind i deres kreds. Men gjorde de det? Du kender nok svaret? Nix. Det var en selvfølge, at jeg tog taskerne, for sådan var jeg jo. Det var mit eget valg.


Måske slæber du ikke tasker, men gør du så noget andet? Bager kage til institutionen eller skolen, selvom du ikke har tid. Siger ja, når du mener nej. Henter noget for andre, for det er jo nemt for dig, selvom du ikke gider. Kører taxi for andre, fordi det er synd for dem, at de ikke selv har bil? Mon ikke vi alle gør det i en eller anden grad?


Men hvorfor?


Problemet er, at vi er ”pak-æsler”. Ikke fordi vi har lyst og gør det for at glæde andre, men fordi vi søger påskønnelse. Vi vil gerne have, andre synes, at vi er gode nok, og i sidste ende søger vi kærlighed. Men det er et skråplan, for vi er på vagt. Vi har antennerne ude for at checke, om andre sætter pris på det, vi gør for dem. Hvorpå vi bliver skuffede, når vi ikke får den reaktion, vi gerne ville have.


Så går vi hjem og skumler: ”Det er for dårligt, at ...”, eller ”De kunne da godt ...”.


Vi har glemt, at vi i vores iver for at gøre andre tilpas og blive opfattet som rare mennesker har sagt:  ”Det er da ikke noget”, ”Selvfølgelig kan jeg det”, ”Det skal du ikke tænke på", "Det klarer jeg”. Og ved I hvad? De tager vores ord for pålydende, for når vi selv siger det, så er det jo nok rigtigt.


4 grunde til at stoppe med at være et ”pak-æsel”


1. To gode ordsprog lyder sådan her:

"Hvis noget ikke virker, så gør noget andet” og

”Hvis du gør det, du plejer at gøre, får du det resultat, du plejer at få”.


Som du nok har opdaget, så virker det ikke at søge efter vores selvværd uden for os selv. Selvværd kan aldrig komme udefra. Det skal skabes indefra. Og skulle du rent faktisk få masser af anerkendelse udefra, hvad så den dag anerkendelsen falder væk, og du ikke har et godt selvværd? Så er du på r……


2. Hvis du ikke giver for at give, men for at få tilbage, er det ikke en tjeneste, men en byttehandel! En byttehandel som går ud på, at hvis jeg hjælper dig, så betaler du mig med anerkendelse. Har du lagt mærke til, at der findes mennesker, som slet ikke giver lige så meget som dig, og alligevel får de langt mere anerkendelse?


Vi elsker mennesker, som har overskud til at se os, lytte til os, anerkende os, selvom vi ikke giver. Mennesker, som har en indre styrke, og som står stærkt i sig selv. De holder ikke regnskab med, hvor meget de giver, og hvor meget de får igen. For dem er det vigtigste at kunne give sig selv og andre anerkendelse (og i den rækkefølge). Et sådant overskud kan vi alle få, hvis vi øver os.


3. Når du lægger ansvaret for, om du har det godt, over på andre, så giver du din selv­autoritet væk. Du har sat dig selv ud af spillet og er blevet afhængig af andres måde at være på overfor dig. Og helt ærligt, det er en dødsyg situation at sætte sig selv i. Som det lommefilosofisk bemærkes i filmen "Den eneste ene": ”Hvis du var en ludobrik, var du så slået hjem nu?”


4. Andre vil også gerne glæde dig. Tro det eller lad være. 

Hvis du hører til dem, som tror, du altid skal give, så er det svært at tage imod. Ofte vil du sende en mur af afvisninger til den, som vil hjælpe. 


Prøv at spørge dig selv, om du giver andre mulighed for at føle sig værdifulde, når de får lov til at hjælpe dig. Helst uden at de skal plage om at hjælpe dig. 



Start med baby skridt


Ja, ja, Mari-Ann, men hvordan? Det er altså ikke så nemt at stoppe med at være et ”pak-æsel”. Det kan jeg kun give dig ret i. Jeg var rigtigt længe om at finde ud af det. Jeg turde faktisk ikke stå i min egen styrke og kunne ved grød heller ikke finde ud af hvordan. Men det lykkedes ved stædigt at blive ved med at arbejde på det, finde kurser, som kunne hjælpe mig, og få coaching. 


Så mit råd er: 

Gør noget andet end at blive ved med at ærgre dig over at blive taget for en selvfølge. Tag det første skridt. Hvis du bliver ved med at sætte den ene fod foran den anden, kommer du stille og roligt fremad. 


Undersøg hvilke muligheder du har, tro på det og en dag vil du finde din indre styrke og stå stærkere! Vil du ikke nok? Du skylder dig selv og din omverden det, for alle vil få gavn af dit nye gladere og stærkere jeg. 


Første skridt kan være at blive bevidst om, hvad du har gang i.

 

Læg så mærke til og undersøg, hvad det er, andre kan, som du ikke kan lige nu. Helt bogstavligt, hvordan siger de fra? Med hvilken attitude møder de andre mennesker? Hvordan tager de et nej? osv.


Ved at lægge mærke til hvordan andre gør, kan du få inspiration til, hvad du kan gøre anderledes.


Mange hilsner, 
Mari-Ann Stavnshøj / NytPerspektiv ©

NytPerspektiv Mari-Ann Stavnshøj - Blog Hold op med at slæbe for andre

Leave a Comment: