Jeg hvæsede jeg af manden, da han sagde til mig, at han altså bedre kunne forstå mig, når jeg sagde det i en kærlig tone.
For pokker, når jeg er vred, kan jeg da ikke sige det kærligt - vel! Det er komplet naturstridigt.
Når jeg ikke var vred!
Ja, så kunne jeg ikke forklare, hvad jeg virkelig havde brug for skulle være anderledes.
Så kunne jeg altid se det hele fra den andens side. Det var jo ikke sådan, at jeg ikke kunne leve med det, måske var det heller ikke så slemt. Jeg ville jo helst ikke risikere at komme i ”jeg kan ikke lide dig” zonen. Så var jeg i tvivl, om jeg var OK, og om det jeg kom med var "rimeligt".
Når fisken ikke er frisk!
Jeg kender én, som har det på samme måde. Totalt ”pleaser” indtil hun får nok, og der skal godt nok en del til. Vi var ude at spise sammen og fik serveret en ikke helt frisk fisk. Jeg var afværgende og ville ikke gøre det store nummer ud af det, men hun hentede resolut servitricen og sagde, at fisken ikke var frisk. ”Jo, da” lød det, ”den er frisk frossen”!!! ”Det kan godt være, men vi betaler ikke for den”, replicerede hun! Punktum og sådan blev det.
Jeg var forundret. Hvad skete der lige der? ”Når jeg bliver vred, kan jeg godt sige fra” lød det. Bingo, det var jo præcis sådan, at jeg også havde det.
Det begyndte at gå op for mig, at jeg var fastlåst i min reaktion!
Enten var jeg pleaseren, eller også kunne jeg først udtrykke mig, når jeg var vred. Det var ikke altid lige smart, for jeg ventede for længe, og så kom det ofte ud på en uhensigtmæssig måde.
Så måske er det ikke et spørgsmål om at være kærlig, når man er vred, hvilket for øvrigt er muligt, men det kan vi tage en anden gang. Det er et spørgsmål om at kunne sige fra, når man ikke er vred og dermed skabe et helt andet grundlag for en evt. dialog.
Må man for øvrigt godt kalde det ”at sige fra”?
Jeg ved godt, at mange siger, at det er negativt ”at sige fra”, men at man skal sige ”til”. Den holdning er for mig mere et spørgsmål om politisk korrekthed eller en tvist om ord. Det vigtigste for mig er, hvad der virker, skaber mere liv og bedre relationer - ikke om det hedder ”til” eller ”fra”.
Når du siger ”fra”, siger du ”til” overfor dig selv. At sige fra overfor et ønske/krav til en opgave, en aftale, en afbrydelse, et ønske om en handling, er at sige ”fra” til vedkommende og ikke ”til”. Til gengæld siger du ”til” overfor egne ønsker, værdier, prioriteringer m.m.
Derfor kan det sagtens ske med respekt og på en god og ordentligt måde.
Kan jeg regne med dig?
Når du siger ”fra” eller ”til” overfor mig, kan jeg så regne med, at du mener det? Du har min respekt, når du svarer mig ærligt. Så behøver jeg ikke at gætte på, om det nu også er rigtigt, eller om jeg risikerer, at du i virkeligheden er sur på mig bag min ryg.
Et dumt eksempel og så måske ikke!
Hvordan kan det være, at mange X-faktor deltagere har mest respekt for Blackman? Fordi de ved, hvor de har ham, at han er ærlig og siger ”fra”, når noget for ham ikke er godt nok. Han kunne efter min mening godt lære at sige det på en ordentlig måde, men det er hans valg.
Nu er det kun kattene, der hvæser herhjemme!
For da jeg fik selvrespekt, kunne jeg sige ”fra” eller sige, hvad jeg havde brug for, uden at skulle have energien og modet fra vreden først. Det var som at komme ud af en skruetvinge, som havde holdt mig fastlåst. Jeg fik friheden til at kunne udtrykke mig, så der blev lyttet, og jeg fik friheden til at kunne respektere, at en anden mente det anderledes. Det er jo bare den andens mening og ikke en mangel på respekt for mig.
En positiv effekt er også, at det kan medføre en god dialog, hvor ønsker og prioriter afstemmes, og den bedste løsning findes i stedet for en kamp om standpunkter.
Har du selvrespekt, og kan du sige fra på en god måde?
Hvis ikke, så kan jeg kun anbefale dig at lære det, og ja, det kan læres. Du vil opdage, at dine omgivelser sjovt nok også ændrer deres holdning til dig!