Det kan være med livet som indsats
- når vi bliver pressede, og hjertet begynder at køre i overgear. Og går det galt, slipper vi ikke med et klip i kørekortet. Selvom vi slipper ud af den pressede situation, har frygten for, at den vender tilbage, ofte et godt tag i os, måske endda så meget, at det alene kan give hjertebanken.
Forstil dig en tidlig morgen, du er stået op for at tage på arbejde, og som du sidder der ved morgenmaden, kan du mærke dit hjerte dunk dunk. Men det er ikke bare dunk dunk, men DUNK DUNK DUNK. Hvad gør du? Jeg ved, hvad jeg gjorde. Jeg tog et par hovedpinepiller og gik på arbejde.
Man svigter ikke sit arbejde og sine kollegaer
Jeg kunne bare ikke få mig selv til at ringe og sige, at nu var det blevet for meget. Kunne ikke få mig selv til at indrømme, at jeg var ”svag”. Kunne ikke få mig selv til at sige fra overfor for meget arbejde, men først og fremmest kunne jeg ikke sige fra overfor mit eget krav til mig selv om at være stærk, dygtig og hende, der kunne klare alt.
Flere år senere – måtte jeg sygemelde mig. Puha det var lidt af en overvindelse, jeg havde allerede - inde i mit hoved - haft lange snakke med min chef om hvorfor. Nu var sygemeldingen sendt på mail, og så ringede chefen og spurgte hvorfor!
Nøj, hvor blev jeg vred
Han vidste, at min datter var syg, og at jeg var kørt ned, og så spurgte han hvorfor!! Jeg tror ikke, jeg hørte så meget af, hvad han sagde, for inde i mit hovedet var jeg allerede i gang med, hvad han så ville sige, og hvad jeg så ville svare, så jeg lyttede slet ikke.
Mit sind kogte, for nu havde jeg kørt mig selv op, og i virkeligheden var jeg vred på mig selv. Vred over at jeg ikke kunne klare det, at jeg ikke kunne sige Nej og derfor påtog mig alt for meget, at jeg måtte sygemelde mig, og at jeg ikke kunne takle hans hvorfor med et svar, der var lige i øjet, at jeg ikke havde kunnet fra, og at jeg udadtil stadig var den rare pige.
Endnu flere år senere - utroligt som det kan forfølge én. Tingene er blevet normaliseret, men jeg er på vagt, på vagt overfor om hjertebanken, som jo var stress, nu kommer snigende. Jeg er sårbar, og den onde cirkel er skabt.
Så bryd da for pokker den onde cirkel, men det er godt nok nemmere sagt end gjort. Indtil jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle kigge på verden derude, mine livsomstændigheder og andres adfærd, men jeg skulle kigge på mig selv. Hvad var det, der gjorde det muligt at vælte mig, at gøre mig til et offer for livets finurligheder og andres adfærd.
Når man glemmer at være en Tumling og skal være det igen!!!
I ved ligesom det der stykke legetøj, som uanset hvor meget, man skubber til ham, så rejser han sig op igen og finder sin balance
Men hvordan, hvordan bliver man så en Tumling igen?
Et sted at starte er at kigge på, hvordan du har det med at sige Nej eller Fra, og hvis du endelig gør det, hvor mange kræfter du så har brugt på at tænke over at gøre det. Og bagefter, hvor mange kræfter bruger du så på at tænke på, hvad de mon tænker. Bygger du en hel dialog op, selvom der intet bliver sagt.
Prøv at blive stille, når du har sagt Nej eller Fra. Find et symbol, der repræsenterer stilhed for dig (f.eks. skoven, havet, en udsigt) og brug det. Ved at blive stille i dit sind, kan du lytte og meget ofte opdage, at der skete ikke noget ved at sige Nej. Måske tværtimod, du vil opleve at blive respekteret. Ved at blive stille i dit sind kan du også meget bedre observere, hvad der reelt sker. Skulle reaktionen være utilfredshed, så er det meget nemmere at vurdere, om det nu også er dit ansvar, og om du har givet et ærligt og kærligt Nej.
Et andet sted at sætte ind er at kigge på, hvis ansvar det er. Tager du ansvar for andre, må de ikke blive kede af det eller være utilfredse med dig? Helt ærligt, reelt har du gang i at tage ansvaret fra folk, og det er ikke din opgave. Lad dem beholde ansvaret for dem selv og deres meninger. Så kan du tage ansvaret for dig selv og dine meninger. Det er for øvrigt en rigtig god metode til at stoppe frygten for at blive stresset igen.