Gaven til dig, som du ikke kan afslå!

Forestil dig, at der er en bank, der hver morgen sætter 86.400 ind på din konto. 

Men saldoen overføres ikke fra dag til dag. Hver aften er kontoen i nul, for indestående bliver brugt, uanset om du er bevidst om det eller ej.

Hvad ville du gøre? Sørge for at bruge det hele godt, ikk!

Hver af os har en sådan bank….. dens navn er TIDEN.

Et nyt år er lige begyndt. Mon ikke mange har tænkt over det gamle, hvordan tiden blev brugt, og over hvad der skal ændres. Jeg har – har du?

Jeg synes, at årene går ekstremt hurtigt. Hvis du ikke lige er i tyverne eller trediverne, så ved du, lige som jeg, at de år, vi får, er værdifulde.

Det nye år startede hektisk. Vrøvl  med printer, oplader til bærbar kaput, adgang til forskellige systemer gik i sort, problemer med kommunen osv. Jo, der var nok at se til.

Undervejs havde jeg hele tiden i baghovedet, hvordan jeg bruger tiden. Altså ikke den rent praktiske tid med at rette op på problemer, men den mentale tid, om man så kan sige. Brugte jeg mine tanker til at skabe mere drama, irritation og offerrolle, eller brugte jeg mine tanker til at afgrænse problemerne til problemerne og ikke mere, så jeg kunne bruge den resterende tid positivt.

Indrømmet, det krævede bevidsthed, ejerskab til følelserne og ansvar for, hvordan jeg ville håndtere det.

Til gengæld er belønningen tifold (gad vide om man bruger det udtryk mere!). Tid, som kunne være gået med irritation, blev nu brugt til at nyde den nye kattekilling, være glad for samvær med voksne døtre og mand, glæden over at jeg lærer nyt hver gang, jeg producerer en ny video (også selvom det tager lang tid), og bare glæden over at jeg trækker vejret, kan bevæge mig og har det godt.

86.400 sekunder, så mange får vi hver gang et nyt døgn begynder. Hvordan bruger du dem?

Se med i videoen.

Mange hilsner,
Mari-Ann Stavnshøj / NytPerspektiv ©

NytPerspektiv Mari-Ann Stavnshøj - Blog Gaven du ikke kan afslå

Leave a Comment: