Når vi holder fast i en længsel efter, at noget skal være eller burde have været på en bestemt måde, så er problemet ikke, om det er eller blev sådan. Problemet er, at vi holder fast i vores opfattelse af, hvordan tingene skal være og dermed skaber en pinefuld oplevelse for os selv.
3 generationer sammen på vej ned af Strøget
Som netop voksen så jeg tre generationer på vej ned ad Strøget hånd i hånd. Det var en mormor, en mor og børnebørn. Det billede brændte sig fast på min nethinde i 3D og farver, og jeg glædede mig til, at en dag ville det være min tur til at være mor og så gå ned ad Strøget med mine børn og deres mormor. Billedet blev sat i en fin ramme af spirende længsel mod den dag, hvor det skulle være min virkelighed.
Det var et billede, som blev forstærket af, at jeg selv voksede op med en mormor, hvor man følte, at man kunne forsvinde helt ind i hendes omfavnelser og bare blive der i evigheder. Hun syntes aldrig, at man var forkert, og ynglingshistorien blev læst om og om igen, selvom vi børn kunne den udenad. Sådan en mormor vidste jeg, at min mor også ville blive, for hun elskede børn.
Men billedet krakelerede. Vi nåede aldrig at gå tre glade generationer ned ad strøget med min mor som mormor. Min drøm blev til en længsel, som ikke kunne gå i opfyldelse.
Men noget var ikke som det skulle være
Min mor holdt sin 60 års fødselsdag med en stor fest. Der var sjove taler og personlige sange, famile fra min mors og fars side, venner tilbage fra hendes ungdoms år, og dem som kom til, os børn, svigerbørn og de små børnebørn. Det kunne kun blive en god hyldest.
Som aftenen skred frem, udvekslede jeg skjulte blikke med de andre gæster, for det, som skulle have været en fest, var ved at blive en lidt slatten affære. Min mors mimik flyttede sig ikke en tomme, øjnene afspejlede en gråvejrsdag, og ordet tak var en flad linie uden glædeskrusninger. Hun havde ellers selv arrangeret fødselsdagen på kroen og set frem til den med en glæde, som skulle boble i takt med musikken og gensynene.
Vi forstod det ikke, for hun elskede fester, som gerne måtte vare til langt ud på natten. Hun elskede at råbe “Erik” udover forsamlingen, for så var der straks 3 styks mandfolk, som ville vende sig om mod hende og råbe ja. Hun ville også ryge den ene cigaret ud af den håndfuld, hun røg om året.
“Det er nok fordi, hun er blevet enke igen”, tænkte jeg, “hun har brug for mere tid”.
Det er så uretfærdigt
Der gik et år, og så sagde min svigerinde til mig: “Jeg tror, din mor er præ-senil”. Hun havde ret bortset fra, at “præ” ikke var mere præ end den tynde is, der lægger sig over en sø ved den første klare frost, og som ved selv den blideste berøring krakelerer og ikke længere kan blive hel igen.
Der gik også kun få måneder, og så krakelerede min mors personlighed helt. Hun faldt om, og en scanning viste, at der nu var tomrum der, hvor hendes erindring om, hvem hun var, burde være. Der var ingen vej tilbage. Fakta fortalte, at min mor som min mor var en saga, et minde, og nu var jeg mor for min mor. Nu gav hendes adfærd mening, men mit indre billede af tre glade generationer på vej ned ad Strøget blev til en smertefuldt længsel, et billede der var krakeleret, for nu kunne min mor ikke længere udfylde rollen som mormor.
Gang på gang lød det i mit hovede: “Hvorfor”, “Det er så uretfærdigt”, og “Det burde ikke være sket”. Min længslen efter noget, som ikke var muligt, var stor, så stor, at jeg ikke kunne rumme den. Jeg bar den i stedet som en slidt trist frakke, der var så lang, at den slæbte hen ad jorden.
Først rigtigt mange år senere forstod jeg at;
Når længsel og virkelighed ikke passer sammen, er det tid til at stoppe op og finde ud af, hvad der skal ske
Da accepterede jeg for første gang, at billedet med tre glade generationer på vej ned ad Strøget findes, men det var ikke mit billede. Det var et billede, som jeg blev ved med at slå mig selv oveni hovedet med. Jeg ønskede ikke at give slip på den længslen, som billedet stod for. Men nu var det tid til at stoppe op og give mig selv lov til at viske det krakelerede billede ud og med det den uforløste længsel, som fulgte med.
Og måske bliver billedet alligevel taget en dag, men jeg vil ikke være moren, men mormor’en. Måske får jeg ikke børnebørn, og så kan det ikke tages. Jeg kan ikke vide det, og det er også i orden, for jeg er færdig med længsler og virkeligheder, som ikke passer sammen.
Det var ligesom, da jeg i mange år havde jeg en længsel efter at skrive en bog med historier og indsigter. Jeg skrev ikke på bogen, men talte kun om min længsel efter det. En dag måtte jeg stoppe op og finde ud af, om det var muligt at få skrevet bogen, og hvis ja, om jeg var villig til at gøre, hvad der skulle til for at få længsel og virkelighed til at passe sammen.
Mange hilsner,
Mari-Ann Stavnshøj / NytPerspektiv 
©