Hvem er jeg? En engel eller et monster

Hvem er jeg? En engel eller et monster

Er jeg en engel eller et monster, når jeg kan beslutte at min mor skal dø.

Jeg kan ikke finde ud af det, og i mange år bagefter stillede jeg mig selv spørgsmålet ”Hvem er jeg?”.

Endnu flere år senere skrev jeg historien om ”Mig og min mor”. Jeg skulle fortælle den fra scenen i ”Huset i Magstræde”.

Jeg skrev og jeg græd og skrev så igen. Dialogen i mit hovede, var indædt og kørte frem og tilbage “Er jeg en engel eller et monster”. Jeg ville gerne være en engel, men følte mig som et monster.

Men i hele processen med at få skrevet fortællingen lå en forløsning. Det gik op for mig, at det ikke handlede om jeg var en engel eller et monster. Men hvad var jeg så, det kan du finde ud af sidst i videoen.

Jeg beklager at lysforholdene ikke var helt optimale, så derfor er billedet ikke helt tydeligt.

Mange hilsner Mari-Ann

PS.: Har du også dialoger kørende om “hvem er jeg”, og kører du rundt i det samme spor? Så kan coaching hjælpe med et nyt perspektiv. Klik her for at læse om coaching hos NytPerspektiv.

Skriv gerne en kommentar her under, måske vil din kommentar hjælpe en anden.
Du er også velkommen til at skrive til mig på email, hvis du gerne vil være privat.

2 kommentarer til Hvem er jeg? En engel eller et monster

  1. Tusind tak for meget bevægende fortælling.
    Jeg glemmer sent et år efter min mor døede og jeg mødtes med min søster, vores far og vores mænd og børn.
    Vi var ude og gå en tur.
    Min mand, søn og jeg kom lidt foran, så jeg satte mig ned og udbrød ” Hvor er jeg glad for min mor er død” og forskrækket tog mig til munden, da jeg hørte, hvad der kom ud af den.
    Men det var jo de,t jeg følte. Nu var der ikke længere en som sagde “Lad nu vær” “Pas nu på” ” Hold nu op”
    Nu kunne jeg gå helt afslappet og nyde at gå tur.
    Det tog mig otte år før jeg endelig i en længere periode måtte sørge over, at min mor ikke var her mere . For jo jeg var ked af, at hun døede bare 61 år gammel og at mine børn ikke skulle få mulighed for at lære alle de vidunderlig ting om livet, som hun havde lært mig. For jeg havde aldrig selv haft en mormor.
    Og samtidig var det en kæmpe befrielse.
    Et af livets paradoxer.
    Endnu en gang tusind tak Mari-Ann
    Den skamfulde datter

Skriv en kommentar